Månedens GamerGirl #8 – Så blev det oktober måned, og denne gang skal i læse lidt om Sofie Lydiksen, som har dedikeret det meste af sin fritid, til gaming. Sofie spiller mest CS:GO, og spiller på det semi-professionelle plan. Læs med, og få indblik i endnu en Månedens Gamer-Girl verden!
Hvordan blev du en såkaldt GamerGirl? Hvordan startede det hele?
Det hele startede egentlig tilbage i 2008, hvor jeg spillede RuneScape med 2 af mine veninder. Vi syntes alle, at det var vildt sjovt, men jeg synes nok at det var LIDT sjovere. Jeg mødte en dansker i det her spil i omkring slutningen af 2008, og i 2009 sagde han; “Køb Counter-Strike: Source, ellers gider jeg ikke være venner med dig mere.”.
Grundet min unge alder (12), og min desperation, så købte jeg spillet. Jeg hadede det, HADEDE det i starten – men fortsatte alligevel med at spille, og forelskede mig så efter et par måneder. Jeg spillede på min mors bærbar (som jeg forresten ødelagde sammen med 3 andre, grundet at jeg spillede SÅ meget på dem), aflyste aftaler med veninder, og ødelagde egentlig alt mit “virkelige” sociale liv, for at spille.
Hvor meget tid, bruger du egentligt på at spille computer?
Nu, spiller jeg ikke VILDT meget, grundet min pressede tid med studie, min veninde Julie “Juliebabz” Kokholm som jeg bor sammen med, og træning. Det løber dog stadig op i en god 5 timer om dagen. Havde du dog spurgt for 5 år siden, og 3 år frem, så havde svaret lydt på 12 – 14 timer om dagen.
Lad os bare afsløre, at du er semiprofessionel gamer – hvordan har denne proces været?
Den har været hård, og meget indsigtsfuld i hvem jeg er som person. Uden at kede nogen, så hvis man bare går 4 år tilbage, så stoppede jeg mit studie fordi at jeg simpelthen ikke havde motivation til at fortsætte. Al’ min motivation var i CS. Jeg spillede og spillede, og vi som hold, blev bedre og bedre. Men efter godt 2 år var min motivation fuldstændigt skudt i jorden. Jeg gad ikke spille CS, jeg gad ikke spille computer generelt. Jeg ville bare gerne ud og lave noget. Have noget ud af min dag. Jeg blev enig med mit daværende hold om at jeg ville steppe ned, og fungere som manager/skribent for holdet. Dog efter godt 6 måneder blev jeg tilbudt at komme med til DreamHack Valencia for at spille, sammen med et andet hold, og det takkede jeg ja til. Der begyndte det hele at vende igen, og jeg er nu på (næsten) det samme hold, som det jeg steppede ned fra.
Hvordan har folk reageret, på din hobby?
Folk udenfor spillet, har været meget støttende. Pigerne fra min klasse har altid været meget spørgende, og ville rigtig gerne vide hvad det hele gik ud på. Selv mine lærer ved at jeg spiller, grundet at jeg skal til events. En dag kom min lærer endda op og sagde til mig, at hun havde sagt til sin søn at jeg spillede computer spil, og at han bare synes det var mega cool! Det er altid rart at det er ved at blive normalt at snakke om computer spil generelt i et åbent forum, uden at nogen rigtigt kigger skævt på det.
Spiller du andre spil, udover CS:GO?
Jeg spiller noget hygge League of Legends, Hearthstone og Modded Minecraft. Det er alt sammen noget som jeg bruger til at koble af, for ikke skal tænke alt for meget. CS er ikke bare for sjov længere, så jeg mangler noget som er, hvilket disse spil så bliver brugt som.
Har der var hårde tider, i dit professionelle forløb?
I forhold til mit køn? Ja. Selvfølgelig. Det er der nok ikke en kvindelig spiller som ikke har haft. I forhold til mig selv? Ja og nej. Jeg startede egentlig i en god top, med en spiller med vildt mange gode resultater i ryggen, og en anden spiller som var hjerneskadet dygtig. På den måde, har det ikke rigtigt været hårdt. Det har dog været hårdt mht. det som jeg nævnte tidligere, om at jeg tog den her pause fra mit studie. Dog har det været så lærerig en oplevelse at jeg altid takker mig selv for det, og jeg vil ikke have været det foruden.
Hvad har gaming betydet for dig og dine omgivelser?
Hvad har det ikke betydet? Virkelig. Jeg har fået mine bedste veninder, venner og bekendtskaber igennem det her spil. Jeg er vokset op med det. Jeg har lært at prioritere, lært at tage ansvar. Lært at være mere voksen, hurtigere end jeg nok selv havde regnet med, og uden at jeg overhovedet forventede eller lagde mærke til det. Der må man nok give credit where credit is due, og Julie har fandme været hård – kostet blod, sved og tårer; men det har været det hele værd!