Mafia 3 Anmeldelse

Mafia 3 opnår at hive mig fuldstændig ind i spillet med perfekt designet narrativ og dog formår det at hive min underholdning for, og indlevelse, i spillet ned med tørt gameplay, kedelig åbenverden og repetitive missioner. Så spillet efterlod en blandet følelse hos mig men nok om det, lad os kaste os ind i Mafia 3’s verden Hangar 13 har præsenteret os med.

Narrative

I Mafia 3 spiller du som Lincoln Clay, tidligere veteran som vender tilbage til New Bordeaux, som er en digitaliseret version af New Orleans i 1968, og bliver med det samme involveret med den sorte mafia, som gav dig et hjem som barn. Som alting bliver brutalt taget fra ham, da hele den sorte mafia bliver dræbt, sværger han hævn på den italienske mafia, hvorved ethvert valg du tager i Mafia 3 hjælper Clay tættere på hans vendetta.  Mafia 3 maler et perfekt billede af New Orleans i 1968 og hvordan kulturen var dengang. Fortællermæssigt bliver Mafia 3 fortalt i stil af en historisk dokumentar hvori en sag bliver bygget imod Clay. Spillets historie fungerer fantastisk i blanding med superb skrevet karakter dialog som er en af Mafia 3’s bedste kvaliteter. Det blevet sagt, så er spillets narrative egentligt kun rigtigt godt når du er i Cut scenes eller specifikke scener, som i en hovedmission relateret køretur. For når du træder udenfor de rammer og udforsker verdenen eller er i gang med en af de dusinvis sidemissioner, bliver du fodret med gentagende sætninger.

Gameplay

Mafia 3’s måde at håndtere spillestilen endte med nogle ting fungerede rigtigt godt, mens mange ting virker glemte og overset. En af de ting som er direkte frustrerende for mig som spiller, er at have kørt rundt i New Bordeaux en god halvdel af spillet og derefter få at vide jeg faktisk kan trykke x for at vædre ind i andre. Den information ville jeg gerne haft tidligere og irritere mig da jeg ikke kunne fatte nogen ikke havde bragte den detalje op i produktionen af spillet. Fordi hvis man skiftede til simulation i indstillinger så var deres køre gameplay rigtig godt og jeg nød at kører rundt. Simulation indstillingen gav bilerne en vild følelse og man skulle tæmme bilen. Overstyr en smule og du ryger ud i vejkanten, brems for meget, for meget gas, for lidt gas osv. Og følelsen af at lave et godt skridende sving er fantastisk. Det er bare så irriterende ærgerligt at selvom det er underholdende at kører rundt, så virker verdenen så kedelig og uendelig. Fyldt af uendelige sidemissioner og samleobjekter. Fordi hvis du ikke kun følger hovedmissionerne er der desværre kun gentagende sidemissioner og samleobjekter til dig, som indebærer at du enten skyder eller kører. Skyde mekanikken i Mafia 3 er god men samtidigt igen ikke det bedste; det føles rart når du endeligt rammer nogen, men det er en irriterende kamp faktisk at ramme. Deres sigte mekanik føles intet andet end klodset og til tider direkte frustrerende. Og det er synd, når AI’en i spillet er så dum at mulighederne for at liste rundt føles som om man snyder. Du kan i realiteten stå i det samme rum, fløjte, og tage ned enhver fjende, for slet ikke at tale om så snart man få fingre i et våben med lyddæmper. Til sidst vil jeg nævne at grafikken ikke er fantastisk, men det er ikke en af de ting som ødelægger oplevelsen.

Konklusion

Mafia 3 prøver igennem flot narrativt design at hive spilleren ind i spillet. De har bygget en verden og karakterer jeg gerne vil bruge tid med, men bliver ødelagt af det der prøver at være en åben verden. Den åbne verden Mafia 3 har præsenteret os med suger alt intensivitet og drama (og lyst) ud af det narrative med gentagende missioner og begrænset gameplay udenfor det narrative. Jeg ser Mafia 3 som et bord med slik. Slikket er rigtigt godt, smager dejligt, og ser flot ud, men bordet, fundamentet, er slidt og kunne kollapse sammen hvert øjeblik og spilde alt slikket. Derfor får Mafia 3 kun 2 stjerner