The Evil Within anmeldelse.

Det glade vanvid

Jeg har længe gået og glædet mig til et vaskeægte horror-spil, og havde i forlængelse af det set rigtig meget frem til Shinji Mikami’s The Evil Within. Et spil hvor opmærksomhed mod omgivelserne, snilde og tålmodighed betød mere end hvor mange skud du havde i dit magasin, et spil det ikke var meningen man skulle skyde sin vej igennem, og på trods af ikke at være det spil jeg håbede på, kan jeg ikke komme uden om at jeg var underholdt fra start til slut.

Man spiller som privat detektiv Sebastian Castellanos, ham og hans følge på 3 kaldes ud til et nærliggende hospital, der er lig over det hele og der findes kun to overlevende, en doktor og hans patient. Pludselig tager tingene fart. The Evil Within, ligger hårdt ud, skruer max op for intensiteten og der går ikke mange minutter før man befinder sig i et vaskeægte blodbad, man bliver bestemt ikke holdt i hånden og man dør hurtigt en håndfuld gange inden spillet for så vidt rigtigt er gået i gang, det kan virke overvældende men det understreger alvoren, hold tungen lige i munden, ellers overlever du ganske enkelt ikke. Desværre holder det præmis ikke længe og det føltes som om at jo længere jeg kom ind i spillet jo mere vægt blev der lagt på våben, og ofte måtte jeg sande at den eneste måde at komme forbi fjenden på var at lade mit våben og skyde løs, enten fordi fjenden kom lige mod mig, uden jeg havde mulighed for at  finde et skjul eller snige mig uden om, eller fordi kravet for at komme videre simpelthen var at dræbe alle fjender som kom mod mig i bølger. Det er en skam for The Evil Within fungere absolut bedst når der skrues op for atmosfæren og ned for pistolvolden. endvidere  kan Castellanos våben og færdigheder, i takt med at spillet skrider frem, opgraderes og hvis man før var samtlige fjender underlegen bliver man, hvis man tager sig tid til at lede efter den grønne slim som bruges til opgraderinger, hurtigt noget stærkere. For at kunne opgradere sit udstyr og sig selv, er man nød til at finde spejle placeret rundt omkring der giver adgang til et parallelt univers, hvor alle sådanne opgraderinger foregår, afstanden mellem de spejle er som regel af passende længde, men man kan risikere at løbe forbi dem, hvis ikke man grundigt undersøger sine omgivelser. Der er en dejlig risk/reward i spillet, søger man hele tiden videre og undgår således nogle fjender og konfrontationer, eller tager man chancen og søger området igennem i håbet om at finde f.eks ammunition eller et medikit som øger din maksimale mængde af liv.

Spejlet fungere som port til den anden verden.
Spejlet fungere som port til den anden verden.

Grafisk set overvælder det heller ikke, det er ikke så godt at det ikke sagtens kunne have været bedre, og heller ikke så dårligt at man ikke engang i mellem bliver meget positivt overrasket, det svinger meget og på den måde virker spillet selv en smule skizofrent, blodsprøjt i spillet ligner f.eks tyk marmelade, og texturene er en sjælden gang i mellem et halvt sekunds tid bagud i, på den anden side er fjenderne særdeles opsigtsvækkende og områderne flotte at traversere.

The Evil Within_20141014215500
Rart endelig at se sollys igen.

Gamplaymæssigt kan man mærke at der er blevet trukket inspiration fra nogle af Mikami’s tidligere værker, specielt Resident Evil 4 og Shadows Of The Damned. Der er en arkade agtig følelse over spillet, man samler grønt slim som bruges på opgraderinger og ødelægger kasser med knytnæveslag for at få deres indhold, hovedkarakteren kan som udgangspunkt kun løbe hurtigt i 3 sekunder før han mister pusten og kontrollen af ham er ikke så flyende som i mange andre spil af nyere dato. Det er dog ikke en kritik for det fungere indenfor spillets rammer og giver samlet set en udfordrende spiloplevelse.

Plottet kan være svært at få styr på, og spredt rundtomkring i spillet er der lydoptagelser som kan afspilles og dokumenter at læse som alle sammen giver små bidder af information og sandheden afdækkes langsomt i takt med at spillet skrider frem, og er man ikke fanget af spillet gameplay, bliver man det af historien, hovedpersonen til trods, som er en noget flad karakter uden meget at sige, er det spændene at finde ud af hvem der står bag det hele, hvorfor og hvad det har med hovedpersonen at gøre.

Alt i alt var The Evil Within ikke det jeg mener man med rette kunne have forventet, men det er et underholdende spil, og hvis man er til horror skylder man sig selv at give det et forsøg, om ikke andet så for den fængende historie de sporadiske gys og de psykologiske thrills.

Positivt
god Atmosfær.
fængende plot.
sporadiske gys.
Negativt
Kedelig hovedperson.
For meget skyderi.
4