Gravity Rush Remastered’s tyngde-trodsende gameplay fik allerede en fanbase i 2012 da det kom ud på PS Vita. Spillet har nu fået sit andet liv på PS4 i en opdateret HD model. Spillet ikke bare kører bedre, men det ser også bedre ud end da det blev lanceret i 2012. Som en sidste detalje er billedet på et TV med til at få spillet til at virke mere indbydende end på Vita’s 5 tommers skræm.
Plottet:
Gravity Rush Rematered introducerer dig for en spændende hovedperson ved navn Kat. Kat er en pige som kan manipulere med tyngdekraften som hun vil. Det resulterer i at hun kan gå på væggene, svæve, bære tunge objekter og at falde i forskellige retninger som om hun kan flyve, ved at flytte tyngdekraften fra et sted til et andet.
– Man “møder” Kat da hun vågner op uden at kunne huske noget i en by ved navn Hekseville. En by som er blevet revet i stykker af, you guessed it, forstyrrelser i tyngdekraften.
Her bliver man præsenteret for en alien-race ved navn Nevi. Byen i sig selv er meget Steampunk inspireret og fungerer udover epicenter for missioner som en legeplads for Kat’s superkræfter med masser af områder at undersøge og forskellige “collectibles” at indsamle. Designet er flot og man kan sagtens tilbringe tid med at “flyve” rundt og udforske byen fra alle sider og kanter. (endda på hovedet).
Kat og en masse NPC’s som man nemt kommer til at holde af og grine af holder en fast foran PS4’eren.
Alt imens Kat finder sig selv igen efter sit hukommelsestab og finder ud af at hendes kræfter kan bruges til det gode følger man hendes progression fra at hjælpe almindelige borgere med deres “almindelige problemer” til at hun ender med at hjælpe militæret og hjælpe til med at finde nogle forsvundne børn.
Gameplay’et:
Der skal ikke herske tvivl om at det er Kat’s tyngde-trodsende evner som bærer Gravity Rush Remastered. Det er simpelt bygget op men ekstremt svært at mestre. At bryde tyngdekræften på en knap, for så at markere hvor tyngekræften skal komme fra med det næste tryk kan og har resulteret i megen flyven frem og tilbage men når man kan mestre det kan man nemt bygge op til flere kombinationer sammen hvor man så bagefter tænkte, “Hvordan gjorde jeg det?” Man har en “Power bar” som indikator for hvornår de tyngde-trodsene kræfter er ved at slippe op og man bør bevæge sig ned på jorden igen. Igennem spillet kan man finde værdifulde “sten” som man kan bruge til at opgradere sine superkræfter med. Det kan hjælpe en til at kunne styre dem bedre men også til at kunne få mere ud af dem og undgå at man løber tør for kræfter midt i et spring.
Til at starte med kan man kun gøre nogle grundlæggende ting, men som spillet udvikler sig, og igennem missionerne lærer man at kontrollere Kat og det kræver også nogle ret specielle spring for at kunne gennemføre missionerne til sidst.
Kampene:
Kamp-dimensionen i Gravity Rush Remastered er til at se en ende på. Til at starte med kan Kat lave et par spark-kombinationer, men med tiden lærer hun at kunne lave nogle tyngde-spark fra luften og imod først de nemmeste fjender, men samtidig også imod de svære fjender. Og her kommer problematikken så ind. Fjendernes sværhedsgrad stiger, men sparkene forbliver de samme og det udvikler sig ikke så meget mere herfra.
Der findes special-angreb, men det eneste de gør er faktisk bare at bidrage til at man får fjenden slået ihjel hurtigere, ikke noget nyt under solen. Også “Bossfights” er der inkluderet i dette spil, men de kræver de samme teknikker som de almindelige kampe og det kan i længden godt virke kedeligt.
Konklusionen:
Alt i alt er Gravity Rush Remastered et fantastisk smukt spil som tilbyder spilleren et væld af forskellige grafiske indtryk af byer, himmel, bygninger og unikke silhuetter. Det er sammen med resolutionen på 1080p og de 60FPS en surrealistisk oplevelse som til tider virker betagende og som man kan bruge timer på at udforske, uden at blive træt af det.
Gameplay’et i Gravity Rush Remastered er på samme måde fantastisk og selve transporten fra A til B er aldrig kedeligt. Slås-mekanismen har dog en del mangler, men i et spil som tilbyder så meget andet er det et middel imod målet og det betyder ikke så meget som det ville have gjort hvis spillet var anderledes end det er.