Månedens GamerGirl #1


Som de fleste ved, er gamer girls ikke det mest udbredte i verden, og derfor har vi valgt at lave en “Månedens GamerGirl” artikel. I vil altså få indblik i hvordan det er, at være en rigtig gamergirl!

Mit navn er Cecilie, og det er mig, der fremover vil stå for interviews, af kvindelige gamere. Udover disse interviews, er jeg også skribent her hos Gabble Gaming. Jeg glæder mig til at introducere jer for noget god læsning, men også en masse interessante synspunkter, og meninger.
Der vil fremover hver måned, være en ”Månedens GamerGirl” artikel, og vi ligger hårdt ud, med et interview af mig selv! Enjoy!

Hvor gammel er du og hvornår startede du med at spille?
Jeg er 23 år gammel, og startede med at game som 9 årig.
Det hele startede egentligt med, at min mor og storebror spillede Wolfenstein, og Duke Nukem på en mega oldschool computer/kasse – Jeg synes det var sjovt at følge med i. Jeg begyndte så selv at spille nogle helt almindelige strategiske spil, såsom DX-Ball, men også Duke Nukem.
Da World of Warcraft så udkom i 2005, startede jeg med at spille på min storebrors account, men blev så vild med det, at jeg måtte eje min egen account, hvilket også betyder at jeg har spillet World of Warcraft siden udgivelsen. Damn!

Hvilke spil spiller du?
Jamen jeg startede jo som sagt mildt ud med DX-Ball, samt Duke Nukem. Med tiden har listen selvfølgelig udvidet sig! Primært spiller jeg World of Warcraft og League of Legends.
Dog er CS:GO, CS 1.6, F.E.A.R, Hearthstone, Diablo 3 og GTAV også store favoritter. Og… Sims!

Hvordan er det at være pige-gamer? Bliver der gjort forskel?
Hmm, tja, tjo – Det gør der vel egentligt på nogle punkter. Hvis man nu lader være at afsløre, at man er en pige, jamen så bliver man behandlet på lige vilkår som med mænd. Det lyder dumt ik?
Altså, jeg synes egentligt det er sjovt, fordi jeg kan godt mærke når nogle synes det er sjovt man er en pige, man kan jo blive tilbudt diverse ting. – Jeg husker engang, at jeg fik tilbudt min World of Warcraft account betalt månedligt, hvis jeg joinede et guild. Dette takkede jeg nej til, da jeg var medlem af et helt unikt guild, back then. På den anden side kan det også være ekstremt frustrerende når folk ikke forstår at man ikke synes det er sjovt at blive spurgt hvilken str. BH man bruger, eller om man har en kæreste osv.

Hvad har gaming betydet for dig, og dine omgivelser?
Jeg vil sige der både har været gode, og dårlige stunder. Man skal jo passe på, at man ikke bliver for opslugt af det, og at ens hverdag egentligt kun går ud på at game, hvis det påvirker negativt i den forstand – Det stadie har jeg været på engang, og det er lidt skræmmende at tænke tilbage på. Det var tilbage i folkeskolen, og jeg kunne godt mærke at hele min hverdag gik på at jeg skulle hjem og spille, og det endte da også med en pjækkedag, eller to. Med tiden har jeg selvfølgelig fundet ud af hvilke konsekvenser det kan have.
Dengang da det var ekstremt, mistede jeg jo også et par venner, fordi jeg aldrig havde tid.
Jeg husker at mine forældre egentligt har været rimelig large mht. min gaming, de kunne godt forstå at det var min hobby, og at det var dét jeg interesserede mig for – at det ligesom var mit frirum. Men til tider kunne det da også blive for meget for dem, at jeg intet andet lavede. Jeg har aldrig rigtig været den ”ordinære” teenager, som gik til sport eller andre hobbies, jeg sad altså derhjemme og hyggede mig – man får jo også online-venner med tiden. Det fede ved det, var at jeg jo både havde mine venner fra skolen som jeg brugte tid med, men også dem jeg spillede med fra hele verden. Jeg har også mødt en del mennesker fra andre lande i virkeligheden, med tiden. Jeg fik en rigtig god ven fra Finland, og han kom da til Danmark nogle gange. Jeg synes virkelig det var/er spændende!

 

Hvorfor spiller du spil?
Hmm. Fordi jeg synes det er sjovt selvfølgelig – men også fordi det er mit frirum – altså jeg slapper af, når jeg spiller. Det er her jeg kan slappe af, efter en lang dag på arbejde, eller skole. Med årene begynder man jo også decideret at ”interessere” sig for gaming – altså man får et helt andet indblik i det, end hvis man aldrig havde gamet før. Det er ikke rigtig til at forklare, men jeg er sikker på, at folk der gamer meget, ligesom jeg gør, præcist forstår hvad jeg mener.

Hvor mange timer spiller du om dagen?
Det afhænger meget af min enkelte hverdag. Jeg gamer ikke på det plan jeg har gjort vil jeg sige – Nu har jeg fuldtids arbejde, og er først hjemme ved 18:00 tiden stort set hver dag – Når jeg kommer hjem skal der laves mad, vaskes tøj, gøres rent osv. Der er faktisk dage jeg slet ikke får spillet, eller brugt dagen foran skærmen, men primært vil jeg sige jeg bruger en 3-4 timer om dagen. Mine friweekender går dog helt og aldeles op i gaming.

Bør der være mere fokus på e-sport og gaming i det hele taget?
Ja! Selvfølgelig bør der det. Dog vil jeg sige, at jeg synes det er ved at komme ret godt i gang faktisk. Hvis vi kigger på League of Legends, er det jo et af de førende spil i hele verden – og her ser vi virkelig hvad E-sport egentligt er. Folk mødes til kæmpe turneringer, ligesom til en stor fodboldkamp, det er jo fuldstændigt sindsygt hvilken stemning der er til de her events!
Men mere fokus ville da absolut ikke gøre noget. Jeg kunne dog ikke forestille mig, at der lige blev sendt en LoL kamp på tv2 sporten, men altså fed kunne det være!

Oplever du som pige uforståenhed ift. at du er gamer?
Jeg både har, og har haft veninder, som absolut ikke kunne/kan sætte sig ind i hvad det betyder for mig, og hvorfor jeg bruger min tid på det. Jeg tager det bare ikke så tungt, da vi jo har en del andre fælles interesser som vi jo så hygger os med. Nogle synes også det er mega fedt, og jeg har da også fået en del veninder til at prøve gaming verdenen ud. Jeg har en veninde som jeg rigtig tit var sammen med da jeg var yngre, det var sjovt at se hvordan vi udviklede os på samme stadie, med samme interesser. Jeg kan huske det udviklede sig fra at lege med barbiedukker, til at vi sad og holdte lan 3 dage i streg, uden at sove. Mærkelig, men fanstatisk udvikling. Det fede er at vi begge stadig gamer denne dag i dag. Jeg har vel omkring 3 veninder som spiller computer på samme plan som jeg selv gør, og det er virkelig dejligt at få forståelse herfra. Jeg har endnu ikke oplevet at nogle hankøn, synes det var en dum ting at jeg gamer, haha, okay, lige udover dem jeg pwner!

 

Hvad skal du spille, når vi er færdige med interviewet?
Den er ikke så svær – Jeg skal ind og hygge mig lidt i World of Warcraft, evt. farme lidt transmog gear!

Følg Cecilie på Twitch