Watchdogs review

Positivt
Historien
Free-running
Open-world
Negativt
Køreegenskaber
Skydningen
Skuffende online del
3.5

Watchdogs så dagens lys på E3 i 2012 og ligesom så mange andre, har jeg ventet med ekstrem længsel på dagen, hvor jeg selv kunne sætte mig med det. Efter en ærgerlig, men må vi formode, nødvendig forsinkelse fra spillets originale udgivelses dato 19. November 2013 til 27. Maj 2014 oprindt dagen endelig.

 

 

Det første man opdager er, hvor glimrende hovedpersonen Aiden Pearce ser ud, han bevæger sig flydende og måden hans jakke flagre når han går eller løber er dejligt realistisk, specielt skal det siges at hans “free running” fungere fremragende og det er rigtig fedt at se ham hoppe over hegn og glide hen over mindre murer, men fra udvikleren af Assasins Creed, kan mindre ikke forventes. Man gider naturligvis ikke løbe hele vejen gennem spillet, og der er heldigvis rig mulighed for at erhverve sig et køretøj, desværre er styringen af bilerne temmelig grov, nærmest arkade agtig, og ikke på den fede måde, skydningen føles heller ikke så “tight” som man kunne have forventet. Desværre er det en generel følelse spillet igennem, at på trods af den oprindelige forsinkelse af udgivelsen, kunne det have nydt godt af længere tid i produktion. Det er absolut ikke et dårligt spil, men det er absolut heller ikke så godt som det var ventet.

 

 

Gameplay

 

Gameplay mæssigt har Watchdogs ikke meget nyt at byde på, det er et openworld action spil, som vi kender det fra GTA, Just Cause og Sleeping Dogs. Historien drives frem af hovedmissionen og ved siden af den, er der et væld af ekstra missioner og minigames, man kan underholde sig med. Der er dog én ny tilføjelse til gameplayet, nemlig hacking. Aiden Pearce er en formidabel hacker, og kan således med ét tryk på sin smartphone, hacke både andres telefoner, videokameraer, lyskryds og meget mere. Ideen er god og er implementeret godt og hele online delen er bygget op omkring dette koncept, men online del, side missioner og minigames til trods, er det for hovedmissionen at man skal spille Wacthdogs, for det er her spillet virkelig skinner.

 

Der er som oftest to måder at klare missionerne på, når det drejer sig om at nedlægge bad guys. Man kan skyde sig igennem det hele, kaste om sig med granater, aktivere sin “slowmotion” skill og skyde videre. Det lyder godt i teorien, og fungere som regel lige så godt i praksis, hvis man ellers husker at benytte “cover” systemet, som faktisk virker aldeles glimrende. Alternativet er at man sniger sig forbi fjenderne og benytte sig af nogle af alle de “gadgets” man har til rådighed. Du kan hacke fjendens telefon, snige dig op bag ham, og slå ham ud. Engang i mellem møder du også fjender med granater på sig, kommer du tæt nok på ham kan du hacke granaten, og med lidt held når han ikke at smide den fra sig inden den springer i hånden på ham. Begge spilstile er underholdende og Ubisoft skal have ros for at have tilgodeset begge fremgangsmåder.

 

Holder man en pause fra hovedmissionen er der som sagt både sidemissioner og minigames at gå i krig med. Minigames variere lige fra skak, til at skulle styre en kæmpe robot-edderkop i ildkamp mod politiet. Men uanset hvad jeg valgte, mistede jeg hurtigt interessen, det er som om at formålet går tabt, man åbner op for nye skills, men de kan kun bruges inden for det enkelte minigame, og betyder således ikke noget i det større perspektiv. Pengene man får, er heller ingen motivation, for på trods af, at bilerne man kan købe ellers er dyre nok, og våbnene heller ikke helt billige, så er det pinligt nemt at få fyldt pungen. Dette gøres simpelthen ved at gå op og ned af en vilkårlig gade i byen og hacke folks telefoner, hvorved man tømmer deres bankkonto og fylder sin egen. Det hele foregår med et tryk på én knap, som for Playstations vedkommende er “firkant” og så er det overstået. På få minutter tjente jeg således lige under 24.000. Det er naturligvis hverken sjovt eller udfordrende at gøre det på den måde, men når man alligevel bevæger sig i mellem missionerne er det oplagt at hacke folk man passere.

 

 

Online

 

Online skuffer watchdogs. Der er, på playstion 3 og Xbox 360, kun 4 online modes.

Online Tailing, hvor man skal følge efter en anden spiller uden at blive opdaget. Online hacking hvor det gælder om at hacke en anden spillers telefon, og forblive uopdaget indtil hackingen er fuldført. ctOS Mobile Challenge, hvor du skal køre fra punkt A til B mens en anden spiller skal forsøge at stoppe dig, blandt andet ved, at hacke lyskryds og indsætte politistyrker.

Den sidste online mode, og min personlige favorit er almindeligt ræs for 2-4 spillere. Ikke fordi det er voldsomt fedt, men fordi det er her man oplever mest action og flest spillere. Når man vinder online modtager man notoriety points som går til diverse opgraderinger. Desværre mister de tilgængelige online modes hurtigt sin tiltrækningskraft, da der sjældent sker noget uforventet.

 

 

Konklusion

 

Watchdogs er et flot spil, og der er helt sikkert underholdning at hente, men havde man forventet et openworld spil på niveau med GTA V, bliver man skuffet. Det er for historien og hovedmissionerne man skal spille Watchdogs, det er tydeligt at det er der producenten har lagt deres ressourcer og så får man også mulighed for at opleve det glimrende stemmearbejde og de interessante karakterer som Pearce møder på sin vej.