Mad Max anmeldelse

I denne Mad Max anmeldelse kan du læse, hvordan Avalanche Studios fremstiller dette velkendte univers.

button (11)

Blod og olie

Brølende biler, højtråbende galning og en kæmpe ødemark. Sådan starter Mad Max og fanger fra første sekund hele essensen af Mad Max universet. En biljagt sætter det hele i gang og der bliver hurtigt skabt et indblik i galskaben der hærger ødemarken. En verden støbt i blod og olie, en verden hvor din overlevelse er dybt afhængig af to ting: Viljen til overlevelse og bilen. Det der gør Mad Max universet helt specielt er bilerne, som er blevet til en form for religion. I en verden, hvor ødemarken ikke har nogen ende, hvor bilerne hærger landet dag og nat. Her er penge ligegyldige, vand og olie er uden tvivl den højeste valuta. Du spiller som Max men som det tit sker i Mad Max havner du i en nærmest håbløs situation. Du har nu et mål: Byg en bil god nok til at komme over Plains of Silence. Byg Magnum Opus.

Indlevelse og spiller frihed

Mad Max er et generelt underholdende spil, men på mange måder sidder man også med en lidt flad følelse. Hånd-til-hånd kamp i spillet er nemt, der er ikke den store udfordring i at komme igennem sektionerne, der foregår til fods. Der er få steder hvor der er udfordring, men det er alt for sjældent. Det er en fed oplevelse at køre rundt i en bil og skabe kaos i ødemarken, missionerne er godt designet, og der bliver skabt en fantastisk stemning når du skal bevæge dig ud af din bil for at udforske. Du ved aldrig hvad der er rundt omkring det næste hjørne i Mad Max, og det skaber en fed følelse i og med at bilen bliver en form for sikkerhedszone. Man har ikke lyst til at løbe rundt i det åbne og bevæge sig for langt væk fra bilen. Det problem der dog er med Mad Max er at det desværre er et spil, der bare bliver nemmere og nemmere. Der er en meget kort periode, meget kort, som er rimelig udfordrende, men den forsvinder desværre ret hurtigt igen.
Der er et punkt, hvor Mad Max virkelig brillerer. Bilen man har, Magnum Opus, er en central del af spillet. Lidt over halvdelen af spillet foregår i bilen, derfor er det vigtigt at den del er underholdende, hvilket det i den grad er. Der er rigtig mange muligheder for at tilpasse bilen til den næste mission, alt efter om du skal overtage en konvoj, hurtigt fra A til B eller kæmpe mod mange biler. Det der gør at denne del af spillet er så gennemført er, at det giver spilleren et valg. Der er ikke noget endeligt du kan bygge, som er den bedste bil. Uanset hvordan du bygger bilen er der negative og positive sider ved den. En bil med meget beskyttelse og stor rambuk kan holde til meget og lave stor skade ved at påkøre andre biler, men den vil være langsom og tung og derfor have svært ved at dreje, og den vil også bruge meget mere benzin. Modsat vil den lette bil ikke kunne holde til så meget, men har høj bevægelighed og kan derfor undgå modstanderen. Den vil også bruge meget mindre benzin. Det giver muligheder for at benytte nogle af de andre våben man kan udruste bilen med, da man har mere benzin til rådighed.

mad max car explosion

Det skaber en stor frihed for spilleren. Det samme er dog ikke gældende når det kommer til de opgraderinger, der er til Max. Det er helt simpelt; den næste opgradering er bare bedre, punktum. Det er fedt at opnå opgraderingerne da de giver Max et nyt udseende, men det er ærgerligt at opgraderingerne til Max ikke skaber samme frihed angående beslutninger med et plus og et minus. En del af spillet er også brugen af resurser. Vand bruges til at regenerer manglende liv og benzin bruges til bilen. Der er ”scraps” som bruges til at opgradere Max og hans Magnum Opus. Her prøver spiludviklerne Avalanche Studios at skabe en følelse af, at der i denne verden er stor mangel på vand og benzin. Det er bare ærgerligt at det falder fuldstændig til jorden, da der er vand over det hele. Så snart du er en tredjedel inde i spillet kommer man aldrig til at have et problem med vand og benzin. Det at skaffe ”scraps” er en kedelig tjans, der er mange måder at gøre det på, men hvis du vil skaffe dem hurtigere ved at finde ”scavenge”-områder, er udbyttet simpelthen for lille. Det er en for lille belønning i forhold til den tid man bruger på det. Der er dog mulighed for at skaffe store mængder af scraps meget hurtigt, men den følgende metode er baseret på rent held. Der er dynamisk vejr i Mad Max, hvilket vil sige at der på helt tilfældige tidspunkter kan komme en storm. Er du modig nok til at trodse stormen, og ikke gemme dig, vil der være kasser overalt med store mængder af scraps. Det er virkelig sjovt at kører rundt i en storm fyldt med lynnedslag, kæmpe for at undgå at blive ”grillet”, mens man arbejder på at få så meget scrap som muligt. Men da det er dynamisk vejr, hvilket jeg synes er fedt, skal du have heldet med dig for at de kommer ofte.

Den store ødemark

Præsentationen af Mad Max er fantastisk. Avalanche Studios har gjort et rigtig godt stykke arbejde i at præsentere denne grusomme ødemark. De har formået at skabe den rette grusomme stemning og samtidig har de skabt et landskab, der i sin destruktive eksistens er utrolig smukt. En ting jeg fandt bekymrende ved at lave et Mad Max spil, var sværhedsgraden i at lave et landskab stort nok til free roam, uden at det ville blive ensformigt. Trods at det er en stor ødemark, er hvert område en helt ny oplevelse, og man bliver ikke på noget tidspunkt træt af sceneriet. Grafikken er helt som den skal være, der er gjort godt brug af lys og man føler at man er til stede, mens man sidder og spiller. Noget der er rigtig godt lavet er de skader, der påføres Max. Efter kamp, hvor du modtager skade, vil Max eksempelvis i længere periode have blod i hovedet. Denne visuelle effekt er gældende over en længere periode, og det at effekterne er der i længere tid gør også, at man lever sig meget mere ind i spillet.

mad max landscapeLyden i Mad Max er en vigtig del, da spillet er centreret omkring biler. Det kommer Avalanche Studios godt af sted med, da bilerne lyder helt fantastiske. Man kan høre en helt klar forskel når man opgraderer til en ny motor, og det gør også, at selve opgraderingen er meget mere tilfredsstillende. Man kan decideret høre sandet blive skubbet væk af bilens dæk, det gør at man som spiller meget nemmere falder ind i denne verden og glemmer, at man egentligt ikke selv er i bilen. Når det gælder voice-acting rammer spillet det forventede niveau; det er ikke noget ekstraordinært, men heller ikke dårligt.

Avalanche Studios har haft et samarbejde med filmproduktionen til Mad Max: Fury Road. Det valg er blevet truffet for bedre at fange den retning som instruktør George Miller vil føre Mad Max imod. Det kan i den grad mærkes, at der har været et samarbejde. Hvis man har set Fury Road er man heller ikke i tvivl, og det er med til at spillet fanger den action som man kan finde i filmen. Mad Max er et action-præget spil fra start til slut. Biler, eksplosioner, vold og et meget alternativt syn på en post apokalyptisk verden, er lige præcis hvad Mad Max leverer og gør det godt. Det er et godt spil, som ikke er langt fra at kunne måle sig med nogle af de andre store titler i 2015. Dog er der mangel på nogle helt fundamentale elementer, der desværre trækker spillet ned. Er du allerede fan af Mad Max universet vil du sikkert have en fantastisk oplevelse med spillet. Det er et univers der giver lidt information om dets omstændigheder, hvilket medfører en form for nysgerrighed og en lyst efter mere.

button (11)

“Driving these wastelands will definitely drive you crazy”

 

Læs bedømmelse1 Stem
Positivt
Tilpasning af bilen med stor frihed
Fantastisk landskab
Negativt
Spillet er meget nemt
Side objektiver er meget ensformige
Alt for mange resurser
3.5