Dragons Dogma Anmeldelse
Positivt
  • Underholdende kampe
  • Åbent klasse system
  • Dag/nat cyklus
Negativt
  • Verdenen kan virke tom
4.0Overall Score
Reader Rating: (1 Vote)

Dragons Dogma

Jeg har de sidste par dage fået muligheden for at fordybe mig i Capcom’s Dragons Dogma på Playstation 3. Et fantasy-RPG som ved udgivelsen i midten af 2012, desværre aldrig fangede min interesse. det har taget mig lang tid at give spillet en chance, Men det må siges at Capcom har bedrevet noget absolut fremragende med Dragons Dogma. Dragons Dogma blev udgivet et halvt år efter Skyrim, og kun få måneder efter Kingdoms of Amalur: Reckoning. Til trods for det, solgte Dragons Dogma mere end en million kopier og mødte til fulde Capcom’s forventninger. Når mine fingre er krydset i håbet om en efterfølger er det fordi Dragons Dogma har alt det man har lært at forvente af genren, og med tilføjelsen af et aktivt kampsystem, i stil med førnævnte Kingdoms Of Amalur, løftets spillet’s kampe op på et niveau af action og underholdning som mange spil kunne lære noget af. Dragons Dogma er selvfølgelig ingen nyhed længere, men jeg vil alligevel dele mine tanker, måske du selv kunne få lyst til at kaste dig ud i det. I starten af spillet, præsenteres man for en fremragende Character-Creation menu, så valg af køn, udseende og klasse er op til spilleren selv. Efterfølgende er det lækkert at se sin karakter i spillets mellemsekvenser, som man har lavet ham/hende, fuldt animeret og med det udstyr man kan finde undervejs. Der er til at begynde med tre classes at vælge mellem; Fighter, Strider og Mage. Senere åbnes der op for 6 andre classes som alle sammen er baseret på de originale tre, eller blandinger Dragon_s_Dogma__Dark_Arisen_13482367825159

heraf. Heldigvis er man ikke definitivt bundet af sit valg, og der kan efterfølgende frit skiftes i mellem classes, det er en lækker feature som opfordre til eksperimentation.  Når man endelig kommer i gang er det desværre nemt at blive ramt af alt det negative man kan sige om Dragons Dogma. Fjenderne kan i starten virke overvældende, menuerne forvirrende at navigere og det er ikke altid helt klart hvor man skal hen, på trods af både kort og quest-tracker. Kan man blot klare de første par timers hårde begyndelse, belønnes man snart med et imponerende spil, fyldt med mindeværdige øjeblikke, som første gang man kravler op af ryggen på en kæmpe for at nedlægge ham med sværdhug i ansigtet, eller sætter ild i vingerne på en Grif! Spillet får en action fyldt begyndelse, da en kæmpe drage angriber den søvnige havneby man bor i og efter en kort og håbløs kamp mod dragen besejres man, og må se på mens dragen river hjertet ud af heltens bryst og sluger det. Det er sket før, dragens kommen er et tegn på dommedag og ifølge legenden er det op til den udvalgte ”The Arisen” ham som vælges af dragen, at udfordre og til sidst overvinde den, hvis verden skal bestå. Således begynder det.

 Pawn-Systemet

Pawn-systemet gør det ud for en reel multi-player funktion. Hvis man vil overleve ret længe, lære man hurtigt ikke at rejse alene. Udover spilleren selv, er der op til tre såkaldte Pawns (medhjælpere) på holdet. Når man har skabt sin karakter skal man tilsvarende skabe en Pawn, som følger dig og kæmper ved din side. Din Pawn stiger i level i takt med dig selv, opdager løbende bedre måder at gribe de forskellige fjender an på og lære de quests at kende som de deltager i, og her kommer så det interessante. Man kan nemlig rekruttere andre spillers Pawns og tage dem med sig. og sidder man fast i en quest kan det være en god idé at finde en pawn som har klaret den, de sidder som oftest inde med informationer om f.eks hvor man skal hen, eller tips til hvordan man bedst besejre en fjende. Det er et interessant system, og der er noget underligt tilfredsstillende i at sende en Pawn man har lånt af en anden spiller tilbage, efter at have vurderet og givet stjerner for indsatsen, endnu mere tilfredsstillende er det når ens egen vender tilbage med rosende ord fra andre spillere. Det er en spændende feature som Capcom udnytter godt, og det giver en ekstra dimension til spillet. Det er klart at denne funktion forudsætter en forbindelse til internettet. Har man imidlertid ikke det, er det også muligt at bruge computer skabte Pawns. De fungere helt på samme måde som de spiller-skabte, men det tager lidt af charmen.

Kamp-systemet

Som nævnt tidligere er det kampene der gør Dragons Dogma så underholdende, de foregår i real-time og systemet kan sammenlignes med God Of War eller Devil May Cry. De fleste classes har både et primært våben; sværd, dolke, tryllestav, hammer osv. og et sekundært våben; skjold, bue. På firkant har man sine hurtige men svage slag, på trekant de stærkere men langsommere angreb. Og til både sit primær og sekundær våben kan man hæfte 3 specielle angreb, de udføres ved et samtidigt tryk på enten L1 eller R1 og firkant, trekant eller cirkel. Det er intuitivt og man lære hurtigt hvilke angreb der sidder hvor. Når man udføre et speciel angreb, bruges en given mængde stamina, Stamina lades automatisk op, men bruges også på at løbe, hoppe og blokere angreb med et skjold. Det betyder at man, hvis ikke man passer på, kan løbe tør og risikerer i et kort øjeblikat stå totalt forsvarsløs. dragons-dogma-two En lille men genial ting Capcom har tilføjet, er evne til at gribe fast i fjenderne. Når du selv eller en af dine hjælpere holder fjenden fast, skades han betydeligt mere af angreb. Man kan også når man har fat i fjenden, og hvis man er en lumsk nok type, sparke ham ud over en afsats hvis man står tilpas tæt på, og se ham falde i døden. På større fjender går det anderledes til. Ved at gribe fast på en stor fjende kan man kravle rundt på dem og angribe steder og weak-spots man ellers ikke ville have en chance for at nå. Det tilføjer de, i forvejen, dynamiske kampe et helt nyt aspekt. Pawns i kamp klare sig som oftest okay. Når det sker at en af dem fældes i strid af fjenden kan man hurtigt få dem på benene igen ved blot at positionere sig ved siden af dem og trykke cirkel. Er de ukampdygtige længe nok, vil de dog forsvinde helt. Sker det for din egen Pawn kan man få den tilbage ved de såkaldte Rift-Stones der ligger spredt rundt omkring i verdenen.

Open-world

Det hele foregår i en verden kaldet Gransys, der trods sin størrelse kan virke undervældende. Den er ikke ligeså levende som man kender det fra Skyrim, eller sågar Red Dead Redemption og udover quests er der ikke meget at foretager sig, ligeledes er variationen af fjender heller ikke imponerende stor, selvom den forskel der er på fjenderne indbyrdes, er tilpas.  Det er synd at der ikke er mere incitament til at udforske, for verdenen er både stor og flot. En interessant tilføjelse er spillets dag/nat cyklus. Om dagen er monstrene svagere og man kan se vidt og bredt omkring sig, Om natten er alt anderledes, spillet får en mere dyster tone, monstrene man møder ændre sig og bliver betydeligt stærkere og selv med sin lanterne kan man ikke se ret meget overhovedet. Første gang man løber tør for olie til sin lampe og må overgive sig til mørket i håbet om at man ikke render ind i en Grif på vej mod nærmeste by eller lejr, er ekstremt nervepirrende! og selvom man i teorien kan teleportere sig tilbage til hovedstaden Gran Soren, med de såkaldte Ferry Stones, skal man tænke sig ekseptionelt godt om, for Ferry Stones er ligeså sjældne som de er dyre, jeg har endnu ikke selv været i besiddelse af mere end en håndfuld. Så som oftest vil man være nødsaget til at vælge den lange vej tilbage. Det er en beslutning man kan kritisere men man kan også se det som en del af udfordringen. Det tvinger dig til tage forberedelserne ligeså alvorligt som kampene, og er du ikke ordentligt forberedt, kan det hurtigt gå galt. Man skal således ikke længere bare hen til sin destination, man skal også hele vejen tilbage igen og selvom man tager af sted om morgenen, er natten som regel ikke til at undgå.

Konklusion

Leder man efter et spil med en tung og medrivende historie, og en stor levende verden med 1000 ting at foretage sig, er det ikke Dragons Dogma man skal sætte sig med. Trods den store verden kan den engang i mellem virke tom og det indtryk forstærkes kun af den begrænsede mulighed for fast-travel. Der er reelt ikke meget andet at foretage sig end at klare quests og kæmpe mod monstre, men lige præcis det at kæmpe er så perfekt lavet at man skal anstrenge sig hårdt for ikke at more sig. Jeg er meget positivt overrasket over Dragons Dogma det er ikke perfekt og ligesom med alle andre spil er det ikke for alle, men er man til RPG spil, og har man som jeg ikke givet det den chance det fortjener, bør man gøre det nu.

Leave a Reply

Your email address will not be published.