Deep Rock Galactic samler over 10 mio kr. til brætspil

Der er tydeligvis en kæmpe skare af brætspillere som er interesseret i et brætspilsudgave af den BAFTA nominerede spillesucces Deep Rock Galactic fra Ghost Ship Games. Kickstarter kampagnen nåede allerede sit mål på knap 1,5 mio. kroner (€200.000) indenfor 18 minutter efter den blev lanceret, og har på mindre end 24 timer hentet over 10 mio. kroner fra mere end 10.000 personer som har støttet projektet. Crowdfunding kampagnen løber til den d. 3. marts og er allerede nu det mest finansierede Kickstarter projekt i Danmark nogensinde – de to danske virksomheder afventer spændt hvad det endelig resultat bliver.

Kampagnen er kulminationen på knap et års arbejde af veteraner fra den Danske spilindustri og har været drevet af en passion for både brætspil samt at Deep Rock universet skal kunne opleves på nye og spændende måder.

Det har overgået vores vildeste forventninger og vi er dybt taknemmelige. Det er fantastisk at så mange allerede har backet det på første dag. Det har virkelig været et passions-projekt for os og vi har lagt meget energi i alle detaljer. Selvfølgelig har det været vigtigt at det visuelt ser super godt ud, men også at spillet er sjovt at spille.” siger Jonas Springborg, medstifter af MOOD Publishing.

Selve brætspilsprojektet og Kickstarter kampagnen er håndteret af MOOD Publishing, en dansk udgiver af brætspil og graphic novels, som tidligere har lanceret succesfulde kampagner og blandt andet solgt filmrettighederne til deres graphic novel trilogi ‘Fall of Gods’ til 20th Century Fox. MOOD Publishing er et søsterselvskab til MOOD Visuals som leverer concept art til en lang række internationale computerspilfirmaer.

Med denne kampagne kan Deep Rock Galactic og MOOD Publishing nu finde sig i selskab med andre succesfulde brætspil kampagner på Kickstarter i million-klassen, baserede på store spil IP’er som The Witcher, Dark Souls, og Monster Hunter.

Det er gået helt fantastisk. Det her projekt har været drevet af vores passion til brætspil og vores ønske om at udvikle på Deep Rock Galactic på nye, spændende måder. Det at så mange har støttet projekt allerede er en utrolig anerkendelse.” siger Mikkel Martin Pedersen, Kreativ Direktør for Ghost Ship Games.

Deep Rock Galactic er en af de største danske spil succeser i senere tid. Firmaet Ghost Ship Games som har udviklet spillet blev startet i foråret 2016 af 6 veteraner fra den danske spilindustri og lancerede Deep Rock Galactic i foråret 2017. Efter at have været ude i snart 4 år på PC og Xbox, samt en nylig lancering i Januar 2022 på Playstation, har Deep Rock Galactic nu mere end 10 Millioner spillere på tværs af alle platforme.

Spillets kerne er baseret på samarbejde mellem et hold på 4 spillere, og den følelse af samarbejde og kammeratskab har været i front når det kom til at designe brætspillet. Ole Steiness som har stået for brætspils designet har stor erfaring både indenfor brætspil såvel som digital spil design, og har tidligere designet spil som har haft succesfulde Kickstarter kampagner og har været i top 100 listen på brætspils portalen Board Game Geek.

Det har virkelig været en ny og spændende udfordring at lave et brætspil baseret på et univers som så mange allerede kender og elsker. Samtidig er mange af de elementer som gør brætspil så fantastiske til stede i Deep Rock Galactic. Det sociale, et spændende univers, og interessante spilmekanikker.” siger Ole Steiness, designer på Deep Rock Galactic brætspillet.

Kampagnen slutter d. 3. marts og selve brætspillet er planlagt at blive distribueret i slutningen af 2022 til alle som har købt det gennem kampagnen.

Deep Rock Galatic Board Game Kickstarter kampagnen: https://www.kickstarter.com/projects/120302834/deep-rock-galactic-the-board-game