Har man før spillet et Borderlands spil, er der ikke noget i Borderlands The Pre-sequel som overrasker. Gameplayet er langt hen af vejen præcis det samme, humoren er den samme, og problemerne er de samme, og det er i virkeligheden det som skuffer allermest.
Tidsmæssigt ligger spillet sig mellem Borderlands 1 og 2 og handler om Handsome Jack, som mange måske husker fra Borderlands 2. Den morderiske psykopat der forsøgte at overtage magten på planeten Pandora. I The Pre-sequel får vi muligheden for at følge de begivenheder der gjorde Jack til den han er. Vi møder ham første gang på rumstationen Helios, svævende over månen Elpis hvor største delen af spillet foregår. Jack har kaldt spilleren til sin rumstation og bedt om hjælp til at finde en Vault på Elpis, desværre angribes Helios samtidig med at din ankomst og det er nu op til dig at få både dig selv og Handsome Jack væk derfra.
At the Pre-sequel ikke har ændret sig meget fra de tidligere spil, er langt hen af vejen positivt, men der er ting som kunne og burde være gjort anderledes. Heldigvis har The Pre-sequel traditionen tro taget en Diablo agtig tilgang til våben, Dvs. de kan stadig findes i kister, som random loot, og fra besejrede bosser. Det er glædeligt der ikke ændret på den formel, og med tilføjelsen af to nye våben; typer laser og cryo, er der flere våben en nogensinde. Grafisk ligner the Pre-sequel de foregående minutiøst, men desværre lider det, ligesom Borderlands 2 af texure pop-ins og det på trods af at hvert område stadig skal loades på ny hver gang man skal dertil. En problem typisk associeret med Unreal Engine, men som der burde være gjort mere for at imødekomme
Mission designet er en anden ting der kunne have nydt godt af optimering. På trods af seriens selv-ironi og fantastiske humor, handler spillet om Jacks udvikling, en spændende og for så vidt alvorlig historie, som de fleste missioner desværre ikke afspejler. Sidemissionerne er således både uinteressante og ligegyldige i det store billede, og hoved missionernes intensitet fortyndes hele tiden af pludselige forhindring som gør missionerne længere end de kan magte at underholde.
Missionerne gøres ikke kortere af det faktum at spillet foregår på månen, og ude i det åbne bevæger man sig grundet den laverer tyngdekraft noget langsommere end normalt, det virker modsigende at blande det hektiske gameplay spillene er kendte for med en sådan restriktion af hastigheden man kan bevæge sig med.
Skal man have mest ud af Borderlands the Pre-Sequel, skal man spille med sine venner, for det er her at spillet virkelig skinner. Fjenderne bliver stærkere jo flere spillere man er, det er altså aldrig bliver nemmere end at det stadig er udfordrende trods den taktiske overhånd der følger af at spille med andre. Desværre er der også her problemer med måden missioner håndteres på. Det er ikke muligt at vide hvilken mission andre spillere er i gang med, medmindre alle på holdet har mikrofoner eller spiller på samme konsol. Det betyder at når man spiller online og matches med tilfældige mennesker er risikoen der for at man er i gang med forskellige opgaver, resultatet af det bliver at man ikke står sammen om at nedlægge de stærkere fjender, det betyder tit at man taber til en fjende man godt ville have kunne slået offline, det er frustrerende og en hæmsko for spillets online del.
Konklusion
Hvis man aldrig har brudt sig om Borderlands er det ikke The Pre-sequel som kommer til at omvende dig. Spillet er lavet med seriens fans in mente og til dem som har nydt de andre Borderlands trods deres fejl og mangler. The pre-sequel er et godt spil, men føles på mange måder som et skridt tilbage for serien.
