The Witness - Screenshot_1

The Witness anmeldelse

The Witness udkom, den 26. januar 2016. Skaberen er Jonathan Blow, manden bag det anmeldte roste indie-spil Braid, som udkom i august 2008. Jonathan Blow ønskede at skabe et spil omkring ikke verbalt kommunikation, med tanken at spilleren lærte fra observationer fra miljøet. Efter 7 års arbejde har han nu udgivet The Witness som jeg købte så snart jeg havde pengene til det.

 

Min hverdag er fyldt med mennesker, ny viden der skal bearbejdes og mest af alt, larm. Når jeg så kommer hjem, er der en masse kammerater, og igen, massere af larm. Jeg sætter mig træt ned i min kontorstol, som næsten kan kaldes lænestol, tager et lydisolerende headset på og starter det nyligt købte The Witness. Det første jeg ser er en lang korridor og mærker en fredelig, hyggelig stemning. Jeg nyder stilheden, før jeg så vælger at bevæge mig fremad. Efter jeg træder ud af tunnelen, bliver jeg mødt af et fantastisk smukt landskab.

The Witness - Screenshot_2

Første indtryk & senere indtryk

I det sekund jeg begyndte at spille The Witness, fik jeg fornemmelsen at det er et rigtigt hyggeligt spil. Det mindede mig en smule om  Skyrim, hvis man fjerne alt det episke. En verden fyldt med mysterier, som bare ventede på at blive opdaget. Jeg fangede endda mig selv i selv at lave langsomme bevægelser i spillet, dreje kameraet stille og gå fremfor at løbe, for at beholde den fredelige stemning.
Det skal dog nævnes, at jeg aldrig normalt spiller puzzle-spil. Jeg har altid set mig selv, som alt for utålmodig og ”simpelt tænkende” til at nyde sådan nogle spil. Stadig væk, gav The Witness gav mig i følesen af jeg faktisk var ret god til gåder. Når man så begynder at begive sig ud omkring på øen opdager man en stor variation af gåder, som ikke faldt så simpelt til mig. Hvis jeg sad fast i en gåde, hvilke jeg gjorde et par ”enkelte” gange, kunne jeg efterlade den gåde til en anden gang og gå videre. Jeg opdager så at jeg måske havde rykket mig en smule for hurtigt frem, da jeg ramte et par komplicerede gåder. Jeg havde tydeligvis sprunget nogle af deres eksempler på grundprincipperne af gåden over. Der gik en god to timers tid, før jeg begyndte at kede mig en smule. Jeg besluttede mig for at stoppe spillet, og fortsætte i morgen.

Jeg åbner spillet dagen efter og den fredelige stemning rammer mig igen, og jeg fanger mig selv i at smile til mig selv. Jeg samler op fra hvor jeg sluttede i går og løser gåder, som jeg ikke helt forstod dagen før. Jeg fanger hurtigt, at selvom ’aha’ følesen, hvor en ide og forståelse opstår, er rar og dejlig, er faktummet at din ide slet ikke fungerede og praktisk talt var dum, ens vægtigt irriterende. Efter godt 1-2 timers tid bliver jeg igen træt og spillet virker kedeligt, så jeg vælger at slutte.

Efter jeg kom længere ind i spillet, eskalerede gåderne og begyndte at foregår over større beliggenhed, alt fra lasere til refleksioner. Jeg mødte jeg også nogle farvebaserede gåder som fik mig til at tænke. Jeg tjekkede og der er ingen mulighed til at ændre spillet hvis man er farveblind. Efter at have snuset lidt rundt på internettet opdagede jeg at farveblinde, som havde købt spillet, havde problemer med at løse de gåder og havde ingen muligheder for at løse dem. Selvfølgeligt kunne de så bare finde en vejledning på internet, men det fjerner forståeligt lidt glæden for dem.

 

The Witness - Screenshot_3

Meningen bag designet – ’Aha’ følesen & ingen nåde

Skaberens, Jonathan Blow, hensigter skinner stærkt igennem. Han havde før udgivelsen udtalt hans irritation af ’aha’ øjeblikke, som er designet til at snyde spilleren og få ham/hende til at føle sig klog. Jonathan Blow siger, at han respekterer spillerens intelligens og giver derfor i spillet ingen hjælp. I alle variationerne af gåder er der sværhedsgrader, så hvis du ikke forstår mønsteret, kan man finde de lette gåder af variationen, for at forstå konceptet og derefter bevæge sig tilbage.
Designet af spillet er, at du lærer hvordan spillet fungerer i stedet for spillet lærer dig hvordan du skal spille det. Et forfriskende pust på genren, hvis du spørger mig.
Under produktionen havde Blow, rodet med ideen om audio logs som fortæller til historien, men jo længere tid han arbejde med ideen, desto mindre brød han sig om det, udtaler han. Så selv for at forstå historien skal du samle brikker med hjernen. Han har designet verdenen til at jo mere man kaster sig ind i verdenen, desto mere ser man af det samlede billede. I min mening, er det både, som tidligere nævnt, et friskt pust og fedt koncept, men det går også ud over spillets indtryk. Jeg vil vædde min steam konto på i alle sammen har en form for slik, drink, serie osv. som i kun nyder at få en gang imellem. Lad os tage udgangspunkt i syrligt slik, som jeg selv nyder at spise til tider. Det smager skam meget godt, men hvis man spiser det hver dag, bliver smagen lige en tand for meget og magien forsvinder ved dette ellers guddommelige stykke slik.
Spillets visuelle design komplimentere spillets stemning og giver rigtigt meget til atmosfæren. Det virker som et design man har set før, men med sin egen unikke personlige strejf.

Efter udgivelsen af spillet tweetede Jonathan Blows; ”Jeg ser en masse mennesker som går på forums med det samme hvis de ikke kan finde ud af et eller andet. Lad vær! Det gør jeres oplevelse meget værre. ” Efterfulgt af endnu et tweet; ” Du er klog, du kan gøre det! Hvis du ikke ved det nu, sov på det. Gå en tur. Se en god film eller gå til en anderledes gåde!”
Så, ifølge Jonathan Blow, skal du give dig tid, tænke over tingende du laver og sker i spillets verden. Som vil understøtte en pointe senere i min konklusion.

The Witness - Screenshot_4

Konklusion

The Witness er et fantastisk smukt spil. Jeg er vild med innovationen bag tankerne i spillet. Jonathan Blow slår mig som en mand med interessante meninger og synspunkter på spil verdenens ’regler og normer’. Når man tænker i nye baner, og prøver at ændre verdenssynet på en specifik genre, rammer man måske nogle ting rigtigt, men også sandsynligvis forkert. Jeg vil så sige ’The Witness’ har klaret sig utroligt godt i mange aspekter, men kun hvis du spiller spillet på den rigtige måde. Jeg mener spillet er en rigtig god lære, det er tålmodigt og roligt, stresser ikke på dig og lader dig tage din tid til at tænke. Det en rar lille pause fra det hele og giver nogle gåder, dog svære, som du kan knække hjernen lidt over. Det er et spil som man lige en gang imellem samler op og spiller. Det ikke et spil som man bare kører igennem på efterfulgte timer. Af samme grund til man kun strækker sig, når man har lyst til at strække sig. Hvis du rendte rundt og strakte dig hele tiden, ville det ikke så rart. The Witness skal kun spilles en gang imellem, i undtagelsen du simpelthen ikke kan få gåder nok. Så skal det så ligeledes siges, at hvis man spiller det forkert er det ligeså irriterende, som det kan være et godt spil, specielt når man føler sig dum indtil du får løst den gåde du nu har siddet fast ved for 2 dage siden.
Så i min egen endelige konklusion ville jeg sige, hvis du er vil med; gåder, mangler et spil som man en gang i mellem åbner, et afslappet spil, eller simpelthen bare mangler eller elsker en god udfordring, så burde du helt sikkert anskaffe The Witness.

Læs bedømmelse0 stemmer
Positivt
Afslappende smuk atmosfære
Unikt
Hjerne vridende
Negativt
Kan blive kedeligt og slattent i længden
ingen farveblind mulighed
4